Et vue ud over 9’ere i Liverpools historie afslører, at vi her har fat i en spektakulær blanding af den absolutte top og en stribe absolutte flops. Der er Robbie Fowler – men der er også El-Hadji Diouf. Der er Fernando Torres – men der er også Iago Aspas. Der er Ian Rush, men så er der også Ricky Lambert. Og nu også Firmino.

Så handler 9’er-fortællingen om succes eller om skuffelse? Er det en historie om store øjeblikke eller om håbefulde, men i sidste ende mislykkede, indkøb? Tja – begge dele er velsagtens sandt. Lad os starte med at sætte lidt flere ord på de der skuffede, så vi kan slutte i godt humør.

Den absolutte bundskraber er naturligvis El-Hadji Diouf, der i sin tid som spiller var en kontroversiel type og som efterfølgende har vist sig at være en all around douchebag, der glædeligt sviner både Liverpool i helhed og enkelte spillere ud. Han er vel nok den mest hadede eks-spiller blandt fans.

Langt mere positivt er eftermælet om Ricky Lambert, der fik sin barndomsdrøm opfyldt ved at spille for Liverpool. Jeg holder stadig af at se ham score mod Aston Villa og den efterfølgende jubelscene, hvor lykken ganske enkelt stråler ud af ham mens han og holdkammeraterne løber ud og omfavnes af away end.

Et decideret smukt øjeblik, hvor det at være spiller og det at være fan, smeltede sammen. I et øjeblik blev han symbolet på alle fra tribunen, der drømmer om at score for deres klub og derfor var det så perfekt, at han netop omfavnede supporterne efter målet. Lambert var i sidste ende ikke en succes i Liverpool, men jeg har ikke andet end respekt for ham.

Og så er der de typer, som jeg vil påstå egentlig var gode nok – men som på grund af skader eller på grund af træner- og stilskifte hos Liverpool endte med ikke at passe ind.

Da klubben købte Andy Carroll, var det som ”den store stærke” i et klassisk 4-4-2 angreb, som makker til ”den lille hurtige”, nemlig Suarez. Det var på papiret godt nok set og jeg kunne faktisk gode lide Carroll. Der skete i hvert fald noget i boksen, når han var på banen og modstanderens forsvar havde mere end nok at se til med at dække ham op.

Det samme kan siges om Christian Benteke, der i dag virker til at være gået i stå, men som dengang han kom til Liverpool virkede som et stærkt indkøb. Vi endte dog med ofte at spille på en måde, hvor han lå som ene angriber, langt fra sine medspillere, og det var han ikke den rette til.

Der er vel heller ingen, der benægter at Nicolas Anelka på sine bedste dage var en yderst målfarlig herre – men det endte med blot en enkelt sæson for ham i 9’er rollen for Liverpool. Dribril Cisse var i momenter rendyrket verdensklasse, men fik blot 49 kampe for the reds – og senest kan man se Iago Aspas folde sit talent ud på fornem vis i Spanien – mens han i Liverpool bedst huskes for et spektakulært mislykket hjørnespark.

Sådan er der så meget, der kan lykkes og mislykkes i fodbold. Selv for indkøb, der på papiret og taktiktavlen giver god mening.